Men løver spiser jo også kød………

For et par uger siden var jeg til en rigtig hyggelig middag hos nogle af mine venner. Det var en super skøn aften med dejlig mad og god vin. Som aftenen skred frem, begyndte spørgsmålene omkring min livstil at komme. Det var de sædvandelige spørgsmål der blev stillet. Er jeg nu er sikker på, at jeg passer godt nok på mig selv? Får jeg de vitaminer og proteiner jeg skal bruge? osv. (Læs mere om proteiner her) Jeg vælger dog at se det som omsorg frem for et angreb på mig og det valg jeg har taget.

Men for at vende tilbage til vores lille snak rundt om bordet, så var der pludselig en af mine venner der sagde: Men løver spiser jo også kød”! – Og det gør de jo, det er helt rigtigt, Jeg argumenterede ved at sige, at fordi løver spiser kød er det ikke ensbetydende med, at vi skal gøre det. De gør det for at overleve, de har ikke andre valg, men det har vi, vi behøver ikke tilføre andre dyr lidelse og død blot for at behage vores smagsløg.

Men udsagnet gav mig lyst til at undersøge emnet nærmere, for er det rimeligt at sammenligne os mennesker med løver eller andre rovdyr? For det første bruger løven deres jagtinstinkter, deres list og nok også en del tålmodighed til at fange deres bytte, for det andet bruger de deres kløer og tænder til at flænse byttet med som de efterfølgende spiser råt.

Derimod kan de fleste mennesker i den vestlige verden gå ind i hvilket som helst supermarked og købe et stykke sygdomsfrit udskåret eller hakket vakuumpakket fabrikskød – det kræver ikke de store jagtinstinkter. Vi tager blot vores nyindkøbte stykke kød med hjem og tilbereder det på den måde vi synes bedst.Vi er oven i købet så privilegeret, at hvis vi ikke selv gider lave mad kan vi betale os fra, at andre gør det for os.

I Kristelig Dagblad findes der en meget interessant artikel som Erik Bech Olesen har skrevet. Den handler om at mennesket er ikke egnet til at spise kød. Han skriver, at en af de alvorligste myter i det moderne samfund netop er, at mennesker som rovdyrene skal spise kød som en vigtig del af ernæringen. Hvis det fra naturens side var meningen, at vi skulle spise kød, ville mennesket anatomisk være bygget således at vi kunne indhente byttet, fastholde det med spidse kløer, dræbe det med tænderne, flå det og derefter sluge store kødlunser. Vore tænder er knudrede og beregnet til at tygge mad fra planteverdenen og ikke til at sønderrive kød som rovdyrene. “Fordi mennesket har opfundet jagtvåben, slagterkniven, gryder og stegepander, betyder det ikke, at vi som rovdyrene er egnet til at spise kød”.

Ligeledes har Dr. Richard Leakey der er en anerkendt antropolog og har studeret tusind år gamle menneske kranier udtalt: “Vi ville ikke kunne håndtere fødekilder, der krævede de store hjørnetænder som andre kødødende rovdyr har, også selvom vi har tænder der kaldes hjørnetænder, og som kan ligne hjørnetænderne af kødædende dyr. Vores tandsæt er slet ikke velegnet til at rive kød fra hinanden. Ofte har planteædere kun en lille mund, hvorimod rovdyr bruger deres tænder som et våben, hvilket gør det nødvendig for deres mundåbninger til at være relativt større i forhold til deres hoved størrelse”. (Kilde)

På disse to billeder ses forskellen på de to tandsæt tydeligt.

Hos mennesket starter nedbrydningen af maden allerede i munden. I vort spyt findes nemlig et enzym (ptyalin), som indleder nedbrydningen af kulhydrater (stivelse) fra planteverdenen. Dette enzym har rovdyr ikke, fordi de ikke som mennesket er plantespisere.

Hos rovdyr sker der ingen egentlig tygning, kødet sluges og fordøjelsen starter først i mavesækken. Derfor har rovdyr mange gange mere, ja, op til 10 gange mere mavesyre end mennesket. (Kilde) Den menneskelige tarm mangler enzymet urikase, som rovdyrene har, og som nedbryder urinsyren i kødet. Menneskets tarm er desuden også længere end rovdyrenes. Det betyder, at der opstår en forrådnelse, og der dannes giftstoffer i tarmen ved kødspisning, fordi passagen i menneskets tarm tager ekstra lang tid. (Kilde)

Når spørgsmålet kommer til “hvorfor spiser vi kød”?  Så tror jeg at rigtig mange mennesker sætter lighedstegn ved, at fordi dyr gør det, så er det også i orden gør vi det, for i bund og grund er vi også dyr. Det er hvad der filosofisk omtales som “appel til naturen”.  Det er tanken om, at noget antages at være godt, fordi det sker i naturen.

Den amerikansk skuespiller og veganer Richie Kul har sagt: “I dyreriget har vi mennesker nok fat i den lange ende, så hvorfor ikke være medfølende og respekterer andre levende væsner, snarere end at være hensynsløse udbydere af dem? Når hinduer i Indien til buddhister i Taiwan i generationer har bevist at man sagtens kan leve et sundt og godt liv baseret på en vegetarisk kost, hvorfor så være gerningsmændene bag overflødig lidelse, hvis det let kan undgås? Løven må muligvis dræbe gazellen for at leve en dag til men vi mennesker kan overleve lige fint uden at skulle slagte Babe den kække gris, Nemo eller Lille Kylling”.

Jeg kan ikke se nogen sammenligning mellem mennesker og løven og årsagen til, at vi skal spise kød fordi løven gør det. Løven er drevet af sit instinkt og ofte også sult. Den bruger sine jagtfærdigheder til at fange sit bytte med. Det er en helt naturlig livscyklus, og meget langt væk fra den industrielle kødproduktion vi kender, hvor dyr kunstigt opdrættes, og slagtes i hundredetusinde vis, ikke fordi det ernæringsmæssigt er nødvendigt, men for at tilgodese en speciel smagsoplevelse som mange desværre føler de har krav på. Men kan den nydelse som mange mennesker utvivlsomt oplever ved at spise kød måle sig med den skade, dyrene typisk påføres i forbindelse med kødproduktionen – særligt når man tager i betragtning, at man jo også kan finde masser af nydelse i et vegansk måltid mad. Netop derfor mener jeg absolut ikke vi kan sammenligne os med løver eller andre rovdyr, for som jeg skrev i starten så har vi et valg, det har rovdyrene ikke.

 

2 Comments

  1. Karina

    marts 4, 2018 at 7:26 am

    Vi spiser for at leve ikke omvendt. Mon ikke også den sultne løve efter en forgæves jagt ville ønske, at den lige kunne æde lidt græs og blive mæt. Man kan ikke sammenligne mennesker med dyr vi er så heldige at være super gode til at tilpasse os selvom vi jo fra naturens side er en svag art.
    Vilde dyr lever så vidt jeg ved meget sjældent til deres dages ende. De har naturlig regulering som sikre at kun de stærkeste overlever og får unger i modsætning til os.
    Når folk bringer denne umagen sammenligning på bane overfor dig tror jeg der ligger noget helt andet bag. Folk vil gerne spise og drikke i fællesskab. Tænk bare på hvis man siger nej tak til alkohol hvor mange der føler de skal spørge ind til det og måske endda presse lidt på. Det er noget socialt der ligger dybt i os. Hvis du vil uden om den så medbringer du et fad med veganske lækkerier. Måske rugbrødschips og grøntsagspinde med lækker dip eller falaffel eller noget andet som ser mega lækkert ud og er til at gå til for alle. (Husk ikke at overstråle værtinden :0) )
    Så er der et fad alle kan være med på og så er jeg ret sikker på at der vil være langt mellem dem som føler sig provokeret.

    1. Bettina

      marts 4, 2018 at 8:00 am

      Kære Karina.
      Du har ret i at det er meget socialt at spise sammen, lige som det er at nyde alkohol sammen, man bliver hurtigt stemplet som “hende den kedelige” hvis man ikke ønsker at drikke og det samme gælder hvis man som jeg, ikke spiser kød, nogen mennesker bliver virkelig provokeret af det og det er selvfølgelig også det sociale aspekt det handler om her, og så er der altså nogen der slet ikke kan se ideen i IKKE at spise kød, desværre er der nogen der mener at dyrene er til for vores skyld, som om at vi er i toppen af fødekæden, men man kunne jo prøve at smide dem for en flok sultne løver eller kaste dem i havet til en flok hajer, så tror jeg godt vi kan blive enige om hvem der i toppen af fødekæden:0)
      Dejlig dag til dig og tak for din kommentar.
      Med venlig hilsen Bettina

Leave a Reply