Hjemmelavet Veganske Hotdogs

Faktisk så har jeg aldrig brudt mig særlig meget om pølser og slet ikke hotdogs. Jeg har altid synes det var for fedt med en underlig konsistens, og fik altid ondt i maven og kvalme efter et måltid med pølser, så derfor var det yderest sjældent at jeg spiste det – det var simpelthen ikke det værd – Nu er historien en helt anden. Efter jeg er blevet veganer har jeg endnu ikke prøvet at blive dårlig af en soya pølse, men det er ikke ensbetydende med at jeg vælter mig rundt i pølser flere gange om ugen, men en enkelt hjemmelavet hotdog i ny og næ  bliver det da til.

Men når jeg så skal have en hotdog, så skal den altså også være i orden, jeg gider ikke spise den med almindelig købe ketchup og kedelige købe pølsebrød – den skal være hjemmelavet og hjemmebagt, det højner standarden og man kan jo toppe den med hvad man bedst kan lide, om det er med syltede tomater, sennep, ristede løg, rå løg, mexican style eller på den helt almindelige udgave som vi alle sammen kender så godt – kun fantasien sætter grænser.

Her får du opskrifter på pølsebrød, hjemmelavet ketchup og agurkesalat, så er det bare at gå i gang med at kreere dine egne gourmet hotdogs.

  • Hjemmebagt pølsebrød – ca. 16 stk.

Du skal bruge:

  • 25 g gær
  • 5 dl lunkent vand
  • 50 g sukker
  • 1/4 tsk. havsalt
  • 75 g blødt plantesmør
  • 1/4 tsk. kardemomme
  • 150 g quinoamel – man kan også bruge fuldkornshvedemel eller grahamsmel
  • 1 dl finvalsede havregryn
  • 600 g hvedemel

Fremgangsmåde:

Rør gæren ud i det lunkne vand. Rør sukker, salt, smør og kardemomme i gærblandingen.
Rør havregryn, quinoamel og hvedemel i gærblandingen og ælt det godt sammen til dejen er blød og smidig.
Sæt dejen til hævning i ca. 30 min.
Form dejen til hotdogbrød og lad dem hæve i yderligere 30 min.
Bag dem midt i ovnen ved 200 grader i ca. 10 min. (varmluft)
Inden servering kan du evt. lune brødene i ovnen.

Hjemmelavet ketchup 

Jeg har valgt at søde ketchuppen med rosiner og dadler i stedet for at bruge sukker. Jeg anbefaler at du bruger mørke rosiner, de tilfører nemlig ketchuppen en dyb rød farve.

Du skal bruge:

  • 1 kg. cherrytomater evt. i forskellige farver
  • 1 æble
  • 1 rødløg
  • 2 fed hvidløg
  • 1/2 dl mørke rosiner
  • 4 store dadler uden sten
  • 1/2 tsk. stødt kanel
  • 1/2 dl lagereddike
  • Salt

Fremgangsmåde:

Skær æble, løg og hvidløg i grove stykker. Hæld dem i en gryde med tomater, krydderier, rosiner, dadler og eddike. Kog det godt sammen til æblerne er møre – ca. 20 min. Blend det hele sammen enten med en stavblender eller hæld det i en blender.
Smag til med salt.

Hvis ketchuppen er blevet lidt for tynd, kan den jævnes med lidt maizena oprørt i vand. Konsistensen skal være lidt som varm frugtgrød.

Hjemmelavet agurkesalat – lille portion

Du skal bruge:

  • 1 agurk
  • 2,5 dl. eddike
  • 50 g sukker
  • 1 tsk. peberkorn
  • 1/2 tsk. salt
    Saften af 1/2 citron
    1/2 tsk. flydende atamon

Fremgangsmåde:

Agurkerne vaskes og skæres i ikke for tynde skiver. Jeg kan godt lide, at der er lidt “bid” i dem. Skiverne lægges i atamonskyllede glas.
Eddike, sukker og salt koges, når sukkeret er opløst tages gryden fra varmen.
Peber og citronsaft og atamon tilsættes og lagen afkøles en smule og hældes over agurkeskiverne.

Hvis du ønsker at lave en større portion kan du få opskriften her

  • Ristet løg køber jeg i MENY – 28 kr. for 100 g.
  • Remouladen laver jeg ikke selv, men jeg blander disse produkter.

Blandingen af disse to remoulader giver den helt rigtige smag – efter min mening. Jeg blander 1:1 og tilfører lidt gurkemeje for farvens skyld.

Jeg køber altid soya pølser fra frost og som regel dem fra Hälsans, da jeg synes de har en rigtig god smag og tekstur. Du kan købe dem i MENY til 33 kr. og der er 8 stk. i en pose.

Jeg steger dem på en stegepande i lidt olie i ca 5 min, imens de steger luner jeg brødet i ovnen, skærer lidt grøntsager og gør klar til at “bygge” mine hotdogs. Derefter er det bare at gå i gang med at putte topping på og så er der serveret.

-Med remoulade, ristet løg, tomat og basilikum
-Med ketchup, agurkesalat, rødløg og persille.

Rigtig god fornøjelse med dine hotdogs  

– Og Velbekomme!

Leave a Reply