Er det svært at være veganer når man skal ud?

Der er rigtig mange, der spørger mig, om det ikke er besværligt, at være veganer, hvad gør jeg, når jeg skal til fest eller bare til middag hos familie og venner, eller hvad gør jeg, når jeg bliver inviteret på restaurant? Mit svar er altid, at “det er jo ikke er mere besværligt end hvad man selv gør det til”.

Når jeg bliver inviteret ud til venner og familie, spørger jeg altid, om jeg selv skal tage noget med, jeg synes nemlig ikke, at værtsparret skal stå for min mad, man ved altid hvor stressende det kan være når man skal have gæster, og hvis man så samtidig skal lave veganermad, som for nogen kan virke meget uoverskueligt og besværligt, ja så kan det være en stor hjælp hvis man tager sin egen mad med, men så sørger jeg til gengæld også for, at tage så meget med, at alle kan smage, og jeg har endnu ikke fået nogen klager, tværtimod bliver folk overrasket over hvor godt sådan en omgang veganermad smager.

Ofte har jeg også taget lidt dessert med, en gulerodskage, muffins eller hjemmelavet snickers, så har man også en mulighed for at være social omkring dessert hyggen, men jeg spørger altid om det er i orden, og hvem siger nej til kage?

Når det handler om restaurantbesøg må jeg være helt ærlig, det er meget sjældent jeg går ud og spiser, også selvom jeg bor midt i København. Jeg elsker at lave mad og synes det er rigtig hyggeligt at spise hjemme, enten foran fjernsynet eller bare sidde med avisen, et blad eller en god bog. 
I København ligger der efterhånden så mange spændende veganer restauranter der helt sikkert fortjener mit besøg, og hvor er det godt for os andre, at der findes mennesker der tror så meget på den veganske fremtid, at de åbner diverse spisesteder, ikke kun i København, men rundt omkring i landet. Det er da fantastisk, at man kan gå på restaurant, café eller hvad det nu måtte være, og nyde et godt plantebaseret måltid eller måske bare nyde en god kage hvis det er det man har lyst til.

Hvis jeg bliver inviteret til bryllup, konfirmation, fødselsdag eller hvad det nu måtte være på en restaurant eller på en kro, så spørger jeg altid værtsparret om de vil spørge køkkenchefen om der er mulighed for at jeg kan få en vegansk menu. Det har jeg endnu ikke fået nej til, tit handler det bare om at være i god tid så køkkenet kan nå at planlægge det.

Min opfattelse er, at der efterhånden er flere og flere “almindelige” spisesteder, der tilbyder vegetariske/veganske retter, det bliver de simpelthen nødt til, for der er rigtig mange, der er beviste om hvad de spiser, og hvis man ikke har valgt at blive vegetar eller veganer, så har man måske valgt, at have kødløse dage, eller at man ganske enkelt ikke ønsker, at købe kød fra en restaurant, da man ikke ved hvordan kvaliteten er. Der er mange faktorer der spiller ind, men fakta er, at det veganske køkken bliver mere og mere normalt, og vinder større indpas i danskernes bevidsthed, og heldigvis for det.

Leave a Reply